klub

Kære Talent

Lige overfor Torvehallerne, 42 skridt fra Nørreport, sker der hver dag noget vigtigt:
I smukke gamle lokaler på Linnésgade mødes alt fra politikere til kunstnere, journalister, selvstændige, udviklere, designere og iværksættere. De drikker kaffe og spiser en frokost og ordner alt fra mailboksen til verdenssituation og deltager i sociale og aktivistiske projekter.

Ud af de mange møder vokser nye relationer, skæve idéer og ambitiøse projekter og arrangementer - eksempelvis Lysterapibar i samarbejde med Frost Festival, hvor vores kælder blev forvandlet til en oase af D-Vitamin og elektroniske toner. Klub har sat Kulturminister Mette Bock i stævne i samtale om fællesskaber. Vi har haft besøg af den internationale økonom, miljøforkæmper og -aktivist Kate Raworth, Michelinkokke har været forbi og lavet mad med flygtninge. Kenton Slash Demon væltede festsalen med technotoner.  Læg deroveni et utal af workshops, masterclasses og strategiske arbejdssessioner.

Nye projekter, relationer og idéer opstår hver dag, og har gjort det, siden vi startede for 2 år og 300 medlemmer siden.

Vi kalder det Klub, og vi vil have dig med.

Du skal være med, fordi Klub står overfor et nyt kapitel på en kreativ rejse, hvor vi kommer til at skabe endnu mere Klub - så vi bliver ved med at være platformen for et ganske særligt og vigtigt fællesskab for og i København.

Til det skal vi sætte det rigtige hold: et fuldt ledelsesteam omkring os. Vi er igang med at finde 4 unikke talenter, som kan tage fuldt ansvar for hver deres område i Klub. Medlemmerne, hverdagen, økonomien og arrangementerne.

Vi satser på talent og selvstændighed fremfor mange års erfaring, for Klub kan ikke bygges og drives udfra en drejebog. Men uden tøven kan du pege på de første 10 projekter, som du har været med til at skabe. Og derfor er du klar til næste skridt i din egen udvikling. Sandsynligvis det vigtigste, du kommer til at tage.

Thomas og Gitte

Thomas Madsen-Mygdal: Internetpioner, designer, iværksætter
Gitte Just: Direktør, kadet i Søværnet, programudvikler, god til sætte mennesker sammen.

Medlemschef

Du skal vise verden, hvad en medlemsklub kan være, når alle muligheder er åbne.

Det bliver dig, der knytter medlemmerne og fællesskabet sammen og sikrer at Klub-ånden lever via de eksisterende medlemmer samtidig med at nye kommer til. Du kan både tiltrække nye profiler, føre dem godt ind i fællesskabet og sikre, at de finder mening i fællesskabet på lang sigt.

Du har en udpræget social profil, og kan ikke lade være med at samle mennesker omkring dig. Du er sandsynligvis kendt for at være ambitiøs på andres vegne og se masser af muligheder for relationer på tværs af dit netværk (“Du burde da drikke en kaffe med….”). Og så er der helt sikkert ikke langt fra tanke til handling i din verden.

Arrangementschef

Du får nøglerne til nogle af Københavns mest fantastiske lokaler, som du skal fylde med levende og relevante arrangementer på daglig basis. Du skal både tiltrække arrangementer og samarbejdspartnere udefra, og selv skabe helt nye formater i synergi med Klubs ånd.

Kort sagt: du bliver kontakten for hele rækken af vores skønne, skæve og prominente kunder.

Du kan booke en bred vifte af arrangementer og ser det kommercielle og det kreative som to sider af samme sag.

Receptionschef

Du bliver chefen for det hele som frontperson i reception. Du er den, der i det daglige er allertættest på vores unikke medlemsskare. Du skal ville skabe den perfekte oplevelse for vores medlemmer og gæster med et helt særligt touch af Klub.

Service er ikke noget, du har lært et sted. Det er noget, der falder dig helt naturligt. Simpelthen fordi du elsker mennesker og deres små og store historier.

Du er detaljernes mand eller kvinde, som uden problemer kan holde styr på både medlemmer og mødelokaler i løbet af en travl dag.

Og så skal du have lyst til at lede pr. eksempel og styre et mindre hold af timelønnede i receptionen.

Økonomichef

(deltids-stilling)

Du bliver direktørens højre hånd. Du får adgang til det hele, så du kan få det til gå op i en højere enhed. Du får ansvaret for at sikre en konstant optimering af forretningen hele vejen rundt.

Du elsker at være kendt som mirakelmageren, der altid har fundet en lidt smartere løsning på det hele: excel-arket, opsætningen i regnskabsprogrammet, leverandørkontrakten, partnerskabsaftalen, rapporteringssystemerne…

Det er klart, at du elsker tal og systemer. Men det unikke ved lige præcis dig er, at du forstår, hvordan det hele spiller sammen med den menneskelige del af forretningen.

Processen

Er du det talent, vi leder efter? Så tag kontakt til os her! Vi skal ikke bruge en standard ansøgning, så læg den væk. Vi ser på din Linkedin, for at danne os et indtryk af, hvem du er og hvor du kommer fra, og fremfor alt ser vi på hvad du har gjort og hvad du har skabt.

Derfor beder vi dig dele:
Link til Linkedin (eller upload af CV)
Links til projekter, virksomheder, events og andet magisk, som du har været med til at skabe. Dine kontaktoplysninger.

Vi arbejder ikke udfra en formel ansøgningsfrist, men tager samtaler løbende. Så skriv hellere i dag end i morgen.

Ansøg her!